Måske sker sådan nogle ting bare ikke i Danmark. Eller også er man mere åben overfor det tilfældige møde når man er i udlandet? Ihvertfald oplever jeg, at tager man imod de små chancer og muligheder en eller anden, som de fleste kalder 'gud', lægger ud til os, ja så åbner der sig hele tiden muligheder.
Som den anden dag, da jeg var inde og prøve sko. Er der noget jeg synes er irriterende, så er det sælgere der skal spørge 'hvad man skal bruge skoene til', 'hvad man dyrker af sport', 'hov du er ikke herfra, hvilken nationalitet har du', og 'blablabla'. Men denne sælger fik jeg også fortalt at jeg gerne ville dyrke crossfit, men det var for dyrt. Så da jeg stod og skulle betale 150 euro for et Crossfit-abonnement, og 130 euro for et almindeligt fitness-abonnement, var jeg overladt til mig selv og mine løbesko. Men hvad denne sælger kunne fortælle mig udover at 'skoene virkelig havde en solid sål', 'var perfekte til indendørs fitness', 'var af det letteste materiale til dato', så kunne han også fortælle mig at til butikken var en GRATIS LØBEKLUB tilknyttet. Hver lørdag kl. 11.00 kommer to instruktører og løber med alle som vil i en time, i Luxembourg haven! Jamen hvilken lykke.
Og fordi jeg brugte mere en 5 min på at tale med en fransk fyr på en bar i lørdags (Cille var den der stod for icebreakeren og uden videre omsvøb fortalte ham at han var smuk) har jeg i dag været i Chartres. Fordi jeg turde hoppe med en fremmed i en bil og køre to timer til, hvad der føltes som, verdens ende.
Fordi Cille og jeg var modige, dengang vi rejste rundt i Sydfrankrig, fik vi så mange ekstra fede oplevelser, der ALDRIG var kommet til os ellers. Så havde vi ikke overnattet på en tagterrasse, i en båd, i en baghave, vi havde ikke fået et studio i en bjergby for os selv, ikke overnattet i en kirke eller kommet hjem med backpacken fuld af uforglemmelige oplevelser.
Hvilket minder mig om at jeg stadig, den dag i dag, fortryder at jeg afslog en persons invitation om at drikke en kop kaffe sammen. Kun fordi jeg var bange for at tage en chance. Da jeg boede her for to år siden, havde jeg besøgt en udstilling i et galleri. Jeg var tilfældigt faldet kort i snak med en meget (!) gammel mand, og ved udgangen snakkede vi af, og knyttede et par sidste kommentarer til udstillingen - da han smider idéen at vi da lige kunne snuppe en hurtig kop kaffe? Hvad havde jeg forestillet mig? At en 80'årig mand ville inviterere mig på en kop kaffe fordi han ville i bukserne på mig? Det var ihvertfald det eneste jeg kunne tænke på i situationen, og jeg afslog pænt med et "det er sent, jeg må hellere tage hjem". Men mon ikke han bare var alene - ligesom jeg selv var det? Og mon ikke jeg havde fået en livshistorie eller to med på vejen? Jeg fortyder ihvertfald stadig at jeg afslog. Og hvem ved - måske lever han ikke den dag i dag?
Grib dagen.
No comments:
Post a Comment