19.6.14

FRISK LUFT


At prioritere sin tid. At vurdere hver dag ud fra om man har opnået noget eller hvor mange ting man har fået tjekket af på sin liste. Når man har så meget man skal, så det bliver uoverskueligt og man ender med ikke for gjort noget overhoved. Dårlig samvittighed over ikke at have læst. Eller over ikke at kunne slappe af. Ikke at kunne slappe af fordi man hele tiden føler der er "noget bedre at tage sig til".


Sådan har mit liv og mine tanker hovedsageligt set ud de sidste tre år. Og det er en vane der er svær at lægge fra sig. Tankebanen "jeg burde (prik, prik, prik)" er et mantra, man kommer til at repetere igen og igen... Det er en evne at kunne slappe af. At lægge det hele fra sig, give sig selv lov til at lave ingenting, lave det man har lyst til, til det der føles godt fordi det er godt og ikke fordi det giver god samvittighed.


Det er nemt at sige. Svært at udføre. Denne uge er lidt en prøve. Det er svært at lade være med at tænke praktisk eller fornuftigt hele tiden. Det er et luksus problem, men den frihed der kommer med at være færdig på uni kan være svær at omfavne.


Her er billeder fra en ting jeg gjorde kun for mig selv. Fordi jeg havde lyst. Fordi solen skinnede. En lang tur på stranden, vind i håret og luft til tankerne. Jeg gik ned ad stranden. I lang tid. Og da jeg ikke havde lyst til at gå mere, vendte jeg om. Det føltes godt bare at være til, at føle at der ikke var noget som helst andet sted jeg burde (!) være i netop dette øjeblik. Kun lige her, lige nu, med mig selv.

17.6.14

FARVEL OG TAK

Det smukke ved det sted, hvor vi træner crossfit i Dunedin er, at det er super lokalt - ikke som de fleste andre træningscentre. Der er for det meste personlige blogindlæg om centerets medlemmer, trænere og begivenheder. I anledningen af vores afrejse stod der sådan her i dag:

It’s Jonathan and Maria’s final week at CFD/North D this week as they are leaving to travel back to Denmark on Sunday. So make sure you say goodbye and give them a hug.
In the 6 months they’ve been members at the gym they’ve been a daily fixture hitting open gym, CrossFit classes and Barbell Club.
Rumor has it there may be a few quiet drinks to say good bye on Saturday night. I will keep you posted.

(link her)

Der var iøvrigt også et indlæg da vi først kom for længe siden, se det her!

Tiden her er virkelig ved at nå sin ende og vi er så småt ved at sige farvel og tak til vores venner og bekendte.


13.6.14

THE END OF AN ERA


Hovsa. Jeg blev bachelor i dag! (hvis jeg består mine eksamener altså) Nu går det laaaaang tid før jeg igen åbner en bog (en akademisk en af slagsen ihvertfald) Hurra for mig og hurra for de første 3 år på uni er gennemført! Tak for blomster til mor Helle og far Niels og for de støttende tanker fra alle jer andre. I aften er jeg fri, skal brænde alle mine noter og fejre mig selv.... THE WORK ENDS HERE!! 



Nu skal jeg finde på noget nyt at gå op i. Måske lære det her;



Om lidt forlader vi huset i Dunedin og gør de newzealandske landeveje usikre. Farvel til Ritchie House.



Og så glæder jeg min bare til at komme hjem til dem her;



Også tak til Cille, Rikke og Røskva for bachelor-gaven jeg fik inden jeg rejste fra Danmark.

10.6.14

NOTER FRA EN EKSAMENSTID

Om at have fundet sig til rette i en blød, rød lænestol, at være halvt igennem dagens madpakke og at høre regnen tromme på tagvinduerne. 


Det er som om selv vejret ved at der ikke er tid til andet end eksamenslæsning i disse dage. Jeg havde planlagt en løbetur i morges - "bare lige for at få lidt frisk luft til hjernen, tømme hovedet for tanker og sådan"- men dynen var pludselig blevet ret så tung i løbet af natten og løbeturen føltes meget langt væk da jeg vågnede i morges. "Jeg havde ikke satset på en tur i det vejr" forsikrede Jonathan mig da han åbnede hoveddøren og så den tunge dis liggende over den endnu mørklagte by. Og sådan blev det. Køkkenet er fodkoldt og med uldne trøjer og varm kaffe startede dagen. Efter blødkogte æg, yogurt og ostemadder blev Jonathan sendt på arbejde. Som det altid sker når man har masser af tid kom jeg for sendt ud af døren. Jeg havde sådan ca ét minut til at nå den ti minutters distance til uni og inklusiv nervøsitetstisning og vandflaskefyldning vidste jeg godt at tiden var løbet fra mig.

"I må nu åbne Jeres opgavehæfte og begynde jeres eksamen" efterfulgt af lyden af 30 nervøse elever der samtidig vender et blad vækker minder om de skriftlige eksamener man i tidens løb har gennemgået. Denne eksamen virkede urimelig hård. Min hjerne føltes som værende indhyllet i tåge og et tykt gardin af dis afholdte min bevidsthed fra at nå ind til de franske gloser jeg vidste jeg gemte på et sted derinde. Jeg gættede mig halvvejs igennem opgaverne og mit blik svømmede når jeg kiggede op fra papiret. Jeg havde glemt mine briller, var endt på sidste række længst væk fra klassens ur og måtte derfor også gætte mig til hvad klokken var.

Alene spiste jeg min frokost i kantinen. Bag mig sad et par fyre og talte fransk. Det er det jeg elsker - at tale fransk. Med venner. Ikke dumme grammatiske øvelser, adverbier, præpositioner, og pronominer - hverken de relative, de spørgende eller de demonstrative.

Efter at have skyllet både mad og eksamen ned tager jeg med det samme fat på den næste eksamen. På universitetets hovedbibliotek finder jeg en blød, rød lænestol, smækker benene op og sipper af en kop kaffe. På torsdag skal jeg op i antropologi og der er masser at tage fat på. Konstante regndråber falder musikalsk på taget og vidner om at der ikke er meget ændret siden i morges. Byens barer der ellers er fyldte, hverdage som weekend, står gabende tomme i denne tid. Til gengæld er biblioteket fyldt til randen og der kamp om de bedste studiepladser. Hvor de studerende før gik sendt i seng jævnfør de førnævnte barers popularitet, står de nu op før solen og vrimler mod universitet. Alle finder vi sammen ly her hvor der er varmere end hjemme hos de fleste og åbningstiderne er at forveksle med nattelivets. Det er ikke så slemt at læse til eksamen når alle andre gør det, når heldagsregnen holder gaderne tomme, så længe madpakken er stor nok og når man ved at om to dage er det hele slut - så står der BA ved siden at mit navn og livet ligger igen åbent. Lige om hjørnet venter nye oplevelser. Så må regnen gerne holde op igen.