DUNEDIN OG OMEGN

Insta-style billeder fra de sidste par dage.

Dejligt med en mand i huset.

Omelet i haven.

Vi troede vi havde fundet en gigant squash, men måtte tro om. Det var bare et græskar.

Dunedin

Sådan en søndag...

... hvor man hører Agnes Obel og ikke så meget andet. Så skulle det lige være en hjemmebagt cookie og kaffe. Og tøjvask. Jonathan kommer i aften <'3

YOUNG HEARTS

Der er noget over billeder med børn. En umiddelbar- og uskyldighed uden hensigt. Her er nogle af mine yndlings.

Russiske Elena Shumilova tager eventyrlige billeder af sine børn:

kilde: se her

 Pigen, Tippi, de kalder den virkelige Mowgli der voksede op blandt Afrikas dyr

Kilde: se her

Ens egne børn er altid de sødeste:

Camille og Frederik i bad, af Cecilie Hyrup

Camille, af Cecilie Hyrup

Marcus med bil, af mig.

Marcus med bil, af mig.

Terri Gurrola krammer sin datter i lufthavnen efter 7 måneder i Irak:

Kilde: se her

Om forandringens lidelse og om at huske på at alting er foranderligt - fra godt til skidt og fra skidt til godt :

Man må begynde med at forstå, at vores eksistens af natur er ubestandigt, flygtig. Alting, alle begivenheder og fænomener er dynamiske, hvert øjeblik i forandring (...) Intet øjeblik, ligegyldigt hvor behageligt eller lykkeligt, du oplever det, vil vare ved (...) Vores liv udvikler sig fra barndom til ungdom, voksentilværelse og alderdom. Disse forandringer accepterer vi som det, det er, et naturligt forløb. 

"Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama, p. 154.

HOME (reaaaally) SWEET HOME

Det var kærlighed ved første blik. Hjemmefra var jeg faldet over dette hus og der var ingen tvivl. Det skulle være det. Af en eller anden grund som jeg ikke kan huske gjorde jeg ikke mere ved det. Heldigvis var det var det nemmeste i verden - jeg ringede til ejendomsmægleren torsdag og så huset samme dag. Jeg var solgt. Total overgearet og en smule desperat. Samme dag fik jeg kontrakten og dagen efter, fredag, skrev jeg under. Fredag eftermiddag havde jeg fået nøgler, pakket ud og handlet sengetøj. Ialt er der 16 værelser men alligevel er der meget tomt i huset. Man ser sjældent de andre som måske kun er ved at indfinde sig i byen efter juleferien. Jeg har indtryk af at folk passer meget sig selv og derfor blev jeg glædeligt overrasket da jeg igår mødte et par og en tredje kiwi-pige i fælleskøkkenet. Hele aftenen gik med at drikke rødvin og snakke om uddannelse, kultur, vende filosofiske tanker, udveksle meninger, fortælle om vores baggrund, forventinger til livet m.v. Alt er nærmest for godt til at være sandt. Jeg har virkelig fået smag for det her med at bo i kollektiv som allerede føles hjemligt.

Jeg bor i dette vidunder af et hus - mine vinduer nederst til højre 

Fælles have

Karnap

Morgensol

Da jeg fortalte Jonathan om stedet og at det lå på et bjerg spurgte han: har det udsigt? - Hell Yeah!

(...) and I did what is hardest of all for me to do usually which is nothing at all (…) and certainly coming to my most critical decisions the way I never could when I was racing from the last email to the next appointments and I began to think that something in me had really been crying out for stillness but of course I couldn't hear it 'cause I was running around so much. I was like some crazy guy who puts on a blindfold and then complains that he can't see a thing. And I thought back to that wonderful phrase I had learned as a boy: that man is poor not who has little, but who hangers after more (..) I do think that it's only by stopping movement you can see where to go. And its only by stepping out of your life and the world, that you can see what you most deeply care about and find a home (…) movement is a fantastic privilege and it allows us to do so much that our grandparents couldn’t never had dreamed of doing. But movement ultimately only has a meaning if you have a home to go back to. And home, in the end, is of course not just a place where you sleep - its a place where you stand. 

- Pico Iyer on Where is home? a TED-talk

Farmers Market

Noget der altid er dejligt at opleve når man er i udlandet er markederne i byen. Her mødes de lokale for at gøre deres almindelige indkøb og turisterne støder til for at få en snært af noget autentisk og måske købe en pose kirsebær eller noget lokal honning. Sådan plejer det ihvertfald at være de steder jeg har været rundt omkring i verden og særligt i Frankrig er der en helt speciel og munter stemning mellem boderne, handlende og ihærdige sælgere. Markedet i Dunedin sælger udelukkende lokale varer fra Otago-området, alt fra bacon, ost og nyristet kaffe til bær, krydderurter og friskbagt bagværk. Igår, lørdag formiddag, skinnede solen, der var guitarspil og ikke en eneste sælger prøvede at prakke mig noget på. Man kunne gå fredfyldt og observere, tjekke udvalget ud og gøre sine indkøb i fred. Det skal nok blive en tradition at komme her.

Farmers Market ligger ved siden af Dunedin Togstation

Bjergene som kulisse

Jeg elsker de her smukke gulerødder

Pænt!

DUNEDIN

Mandag var tiden i Singapore forbi. Det har været helt igennem perfekt at være hos mine forældre i 10 dage, bare mig og dem. Jeg har fået et indblik i deres dagligdag og oplevet hvordan tiden bare passerer forbi også selvom man ikke laver noget. Derhjemme kan man jo presse så sindssygt meget ud af sin tid - sådan en dag hvor man drøner fra det ene til det andet. Starter dagen kl 7 og slutter den kl 23. Af træning, skole, job, familie og så lige en kop kaffe med en veninde inden man falder i søvn til et 'afsnit-et-eller-andet'. Men i Singapore gik tiden bare stille og roligt fremad, helt af sig selv. Kedelige praktiske sager blev kombineret med aktive minutter i træningslokalet og poolen som blev belønnet med film og serier. Da jeg ikke havde noget jeg skulle nå, gik den ene dag over i den anden med bare at være til. Søndagen inden afrejse spiste vi en 400 kroners brunch på 57. etage med udsigt over den by hvor mine forældre nu har været i halvandet år. Det har været dejligt at opleve deres dagligdag.

Nu er jeg så kommet til Dunedin. Efter en flyvetur uden søvn ramte jeg tirsdag aften rimelig bombet Dunedin lufthavn. Singapore til Sydney, Sydney til Auckland, Auckland til Dunedin - lige med et stop i Wellington på vejen! Mit første indtryk af landet og byen var Air New Zealands sikkerhedsvideo som viser både stolthed, selvironi og humør - LOL! Næsten et døgn undervejs og en masse flymad senere stod en Kiwi i lufthavnen med mit navn på et skilt (en kiwi er en person fra New Zealand og ikke en frugt - FIY). På grund af min totale udmattethed blev jeg ikke rigtig betaget af synet der mødte mig da vi kørte ned mellem bjergene til byen. Der skete ikke rigtig noget hverken i min krop eller mit hoved. Jeg røg direkte på hovedet i seng.

Onsdag morgen var der plads til overvældelse. Og så alligevel ikke. Alt er så nede på jorden her. Det føltes ret flippet at gå rundt i en ukendt by og tage alle indtryk ind fra det sted jeg skal tilbringe de næste 5-6 måneder. Morgenmaden var tørre toast og slatne cornflakes så jeg pakkede en taske og begav mig ud efter et mere inspirerende udvalg i byen. Ret hurtigt - byen er ikke særlig stor - kom jeg forbi universitetet. Ret vildt og så alligevel som enhver anden skole. Jeg fik et indtryk af bygningerne og campus og brugte ellers dagen på at skabe mig et overblik over byen. Jeg tog mig tid til bare at lande og tale med andre på hostel, handle ind til et par måltider, meldte mig ind i byens crossfitcenter, købte mig et mobilabonnement og købte lidt tøj jeg manglede (eller... det er det jeg ville fortælle min mor, måske var det bare lidt impulskøb). Ellers er jeg bare ret komfortabel med situationen, føler mig godt tilpas uden de store udslag på følelseskalaen. Det er en by og et liv her der er hvad man gør det til - ved at være sammen med turister får man inspiration og idéer til aktiviteter og jeg glæder mig til Jonathan kommer og vi sammen skal skabe en hverdag sammen.

I dag tager jeg de første skridt mod det mål - boligsøgning. Om en halv time skal jeg se en lejlighed som jeg håber er noget. Solen skinner og alt vel.

---------

Om at finde mening i smerte og lidelse og skabe ballast ved at forberede sig mentalt på værre ting allerede når tingene syner godt:

Et træ med stærke rødder kan modstå selv den voldsomste storm, men træet kan ikke vente med at skyde dybe rødder til uvejret viser sig i horisonten - "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama, p. 187

December/Januar 2014

Jeg kunne skrive en masse om tiden siden vi forlod København, men lader istedet disse billeder tale for sig selv.

Hvordan vi kan opnå indre tilfredshed? Der er to metoder. En metode er at anskaffe sig alt det, vi ønsker og begærer - penge, huse, biler; den perfekte partner, den perfekte krop. Dalai Lama har allerede påpeget denne metodes ulemper; hvis vores ønsker og begær ikke holdes i tømme, vil vi før eller senere blive konfronteret med noget, vi vil have, men ikke kan få. Den anden og mere pålidelige metode er at afstå fra det, vi ønsker os, og i stedet ønske og værdsætte det, vi har.

"Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama, p. 35

Storbynat i Singapore

Juleopkald fra Danmark

Udsigt over Singapore

Jul i shorts med sand mellem tæerne

Lovina, Bali

Lovina, Bali

Lovina, Bali

Ubud, Bali

Ubud, Bali

Ubud, Bali

Rismarkerne i Ubud, Bali

Gili Trawangan

Gili Trawangan

Gili Trawangan