DUNEDIN

Mandag var tiden i Singapore forbi. Det har været helt igennem perfekt at være hos mine forældre i 10 dage, bare mig og dem. Jeg har fået et indblik i deres dagligdag og oplevet hvordan tiden bare passerer forbi også selvom man ikke laver noget. Derhjemme kan man jo presse så sindssygt meget ud af sin tid - sådan en dag hvor man drøner fra det ene til det andet. Starter dagen kl 7 og slutter den kl 23. Af træning, skole, job, familie og så lige en kop kaffe med en veninde inden man falder i søvn til et 'afsnit-et-eller-andet'. Men i Singapore gik tiden bare stille og roligt fremad, helt af sig selv. Kedelige praktiske sager blev kombineret med aktive minutter i træningslokalet og poolen som blev belønnet med film og serier. Da jeg ikke havde noget jeg skulle nå, gik den ene dag over i den anden med bare at være til. Søndagen inden afrejse spiste vi en 400 kroners brunch på 57. etage med udsigt over den by hvor mine forældre nu har været i halvandet år. Det har været dejligt at opleve deres dagligdag.

Nu er jeg så kommet til Dunedin. Efter en flyvetur uden søvn ramte jeg tirsdag aften rimelig bombet Dunedin lufthavn. Singapore til Sydney, Sydney til Auckland, Auckland til Dunedin - lige med et stop i Wellington på vejen! Mit første indtryk af landet og byen var Air New Zealands sikkerhedsvideo som viser både stolthed, selvironi og humør - LOL! Næsten et døgn undervejs og en masse flymad senere stod en Kiwi i lufthavnen med mit navn på et skilt (en kiwi er en person fra New Zealand og ikke en frugt - FIY). På grund af min totale udmattethed blev jeg ikke rigtig betaget af synet der mødte mig da vi kørte ned mellem bjergene til byen. Der skete ikke rigtig noget hverken i min krop eller mit hoved. Jeg røg direkte på hovedet i seng.

Onsdag morgen var der plads til overvældelse. Og så alligevel ikke. Alt er så nede på jorden her. Det føltes ret flippet at gå rundt i en ukendt by og tage alle indtryk ind fra det sted jeg skal tilbringe de næste 5-6 måneder. Morgenmaden var tørre toast og slatne cornflakes så jeg pakkede en taske og begav mig ud efter et mere inspirerende udvalg i byen. Ret hurtigt - byen er ikke særlig stor - kom jeg forbi universitetet. Ret vildt og så alligevel som enhver anden skole. Jeg fik et indtryk af bygningerne og campus og brugte ellers dagen på at skabe mig et overblik over byen. Jeg tog mig tid til bare at lande og tale med andre på hostel, handle ind til et par måltider, meldte mig ind i byens crossfitcenter, købte mig et mobilabonnement og købte lidt tøj jeg manglede (eller... det er det jeg ville fortælle min mor, måske var det bare lidt impulskøb). Ellers er jeg bare ret komfortabel med situationen, føler mig godt tilpas uden de store udslag på følelseskalaen. Det er en by og et liv her der er hvad man gør det til - ved at være sammen med turister får man inspiration og idéer til aktiviteter og jeg glæder mig til Jonathan kommer og vi sammen skal skabe en hverdag sammen.

I dag tager jeg de første skridt mod det mål - boligsøgning. Om en halv time skal jeg se en lejlighed som jeg håber er noget. Solen skinner og alt vel.

---------

Om at finde mening i smerte og lidelse og skabe ballast ved at forberede sig mentalt på værre ting allerede når tingene syner godt:

Et træ med stærke rødder kan modstå selv den voldsomste storm, men træet kan ikke vente med at skyde dybe rødder til uvejret viser sig i horisonten - "Kunsten at leve lykkeligt" af Dalai Lama, p. 187