Det var
kærlighed ved første blik. Hjemmefra var jeg faldet over dette hus og der var ingen tvivl. Det skulle være det. Af en eller anden grund som jeg ikke kan huske gjorde jeg ikke mere ved det. Heldigvis var det var det nemmeste i verden - jeg ringede til ejendomsmægleren torsdag og så huset samme dag. Jeg var solgt. Total overgearet og en smule desperat. Samme dag fik jeg kontrakten og dagen efter, fredag, skrev jeg under. Fredag eftermiddag havde jeg fået nøgler, pakket ud og handlet sengetøj. Ialt er der 16 værelser men alligevel er der meget tomt i huset. Man ser sjældent de andre som måske kun er ved at indfinde sig i byen efter juleferien. Jeg har indtryk af at folk passer meget sig selv og derfor blev jeg glædeligt overrasket da jeg igår mødte et par og en tredje kiwi-pige i fælleskøkkenet. Hele aftenen gik med at drikke rødvin og snakke om uddannelse, kultur, vende filosofiske tanker, udveksle meninger, fortælle om vores baggrund, forventinger til livet m.v. Alt er nærmest for godt til at være sandt. Jeg har virkelig fået smag for det her med at bo i kollektiv som allerede føles hjemligt.
 |
| Jeg bor i dette vidunder af et hus - mine vinduer nederst til højre |
 |
| Fælles have |
 |
| Karnap |
 |
| Morgensol |
 |
| Da jeg fortalte Jonathan om stedet og at det lå på et bjerg spurgte han: har det udsigt? - Hell Yeah! |
(...) and I did what is hardest of all for me to do usually which is nothing at all (…) and certainly coming to my most critical decisions the way I never could when I was racing from the last email to the next appointments and I began to think that something in me had really been crying out for stillness but of course I couldn't hear it 'cause I was running around so much. I was like some crazy guy who puts on a blindfold and then complains that he can't see a thing. And I thought back to that wonderful phrase I had learned as a boy: that man is poor not who has little, but who hangers after more (..) I do think that it's only by stopping movement you can see where to go. And its only by stepping out of your life and the world, that you can see what you most deeply care about and find a home (…) movement is a fantastic privilege and it allows us to do so much that our grandparents couldn’t never had dreamed of doing. But movement ultimately only has a meaning if you have a home to go back to. And home, in the end, is of course not just a place where you sleep - its a place where you stand.
No comments:
Post a Comment