Fordi jeg slet ikke synes at regn er så tosset

Søndag morgen. The, special k, Politiken og forældre. Morgenfreden brydes af et kraftigt regnvejr. Netop som jeg har startet dette indlæg; en hyldest til regnen. Den tager jeg på min kappe - undskyld til alle for at motivere regnen til endnu engang at styrte ned.

Men:
Hvor skønt er det ikke lige at sidde tørt og lunt, når regnen pisker ned ?
Og man kan da umuligt komme hjem på en bedre måde end når man er DRIV våd, efter at være blevet fanget i et hidsigt regnskyl, smide det dryppende tøj og så krybe ned under dynen og derpå mærke varmen brede sig til den fugtige hud.

Her et par stemnings strofer fra 'Ode til regnen', Politiken 18.08.10

fordi den græder på mine vegne
over dét jeg alligevel ikke kan glemme


fordi det er en velsignelse
at falde i søvn til dens silende sang


fordi selv de smukkeste kvinder blir smukkere
når den driver igennem det lange hår
(Søren Ulrik Thomsen)

Og så er der det klassiske regnkys

(for ikke at glemme scenen fra Spiderman)

Så lad det endelig regne og lad os så kysse.