HVERDAGEN

I dag var en mærkelig dag.
Sådan en hvor man først føler sig glad. Opløftet. Beriget og heldig.
Efter skole fandt jeg en solplet på min altan og læste lektier blændet af lyset. 
Men efter lidt tid ændrede humøret sig. 
Jeg blev rastløs. Og havde lyst til at lave noget.
Det var sådan en kedelig dag. Sådan en hvor alt bare er "det samme som det plejer". Intet nyt. 
Så jeg blev overskyllet af hjemve. Det hele var så trivielt her, og jeg savnede mine kære der.
Hjemve.
Intet at tage mig til.
Nu sidder jeg på en café. 
Jeg læser. Laver lektier.
Der er kun få borde og duften af kaffe er overdøvende.
Ligesom larmen fra 300 gram bønner når de skarp rammer metallet i kaffekværnen. 
Her virker lokalt og kunderne er stamgæster.
Manden spørger velkendt kvinden om hun skal have "tea or hot chocolate?" Hun må komme her tit.
Musikken er jazzet og skifter mellem trompet og lyden af "on-the-road-in-US".
Eftermiddag bliver til tidlig aften.
Folk er på vej hjem.
Egentlig var min rastløshed nok et udtryk for, at jeg følte mig kreativ. Produktiv.
Jeg havde lyst til at lave noget og savnede nogen at gøre det sammen med.
Ensomhed.
Ikke som noget der mangler. Men nogen at dele noget med. Som et fravær af noget man har.
Noget.
Lektier. Følelsen når det man læser går op i en højere enhed. Når man læser noget man genkender fra et andet fag.
Verden hænger sammen. Overlap. 

Jeg kommer i tanker om Dan Turélls digt "Hyldest til Hverdagen" som min mor mindede mig om for nylig.
Duften af friskkværnet kaffe.
Lyden af kirkeklokkerne da uret viser 16.
Lige da jeg går ud af døren begynder det at støvregne. 


Dan Turells digt "Hyldest til Hverdagen" (lyt til det her)